All posts in Writing

Mit liv løber ud over egnen

Inspirationen til at skrive har ikke eller kun sporadisk været tilstede i mit liv, siden jeg startede på DTU tilbage i 2003. I dag sad jeg og kiggede nogle af de gamle tekster igennem, og fik lyst til at poste en af dem – man kan vel godt sige at denne tekst stadig har en vis relevans i forhold til mit liv. Gentager historien sig?

13. november 2003 – Jeppe Liisberg:

Jeg sidder og arbejder i det blege lys fra computerskærmen i mit arbejdsværelse. Som en oase i den mørke lejlighed, falder lyset ud på bordet omkring mig. Jeg kan se mine tynde, blege fingre, der løber hen over tasterne. Musens optik lyser rødt på bordpladen ved siden af mig. Jeg sidder alene, i en plet at åndløst lys i min mørke lejlighed, og kigger tomt ind i skærmen, mens verden lister sig forbi, forklædt som belyste fosforpletter på bagsiden af et stykke glas.

Mit liv løber ud over egnen, over enge og over marker, gennem skove og krat og langs de stenede strande i udkanten af mit univers. Det løber og løber. Løber stærkt og kraftfuldt ud af min kontrol, ud af mit blik, af mine sansers magt. Mit liv løber hen af sporende som fører alle steder hen, løber stærkt og kraftfuldt, løber fra instinkt og følelser og efterlader mig uden evnen til at finde mig selv og mine omgivelser igen. Mit liv løber, og det har taget intellektet med sig, stukket af mod det uendelige, med alt hvad jeg ejer af fornuft og finesse. Efterladt sidder jeg tilbage på sletten. Græsset dukker sig i flokke i en evig leg med vinden. Under den kolde efterårshimmel, kaster lette skyer svage skygger over landskabet. Solen skinner blegt og varmeløst på mit ansigt, som om også den har forladt mig. Ja, der sidder jeg, forladt og forrådt af mit liv, som gav mig alt, og tog alt fra mig. I en kælen leg med skæbnen søgte det adspredelse og underholdning. Nu sidder jeg alene tilbage, afklædt til skindet, og uden evnen til at finde vej, blot fordi mit liv har glemt mig.

Men det er ikke forbi endnu. Der er mere mellem himmel og jord end blot mit usle, selviske egenrådige liv. Jeg kan finde et andet. Jeg kan rejse mig af støvet og true med knyttet næve, i den retning mit gamle liv forsvandt. Jeg kan skue sletten foran mig og engen bag mig. Jeg kan se brændingens hvide skum og skimte havets bølger i det fjerne. Jeg kan se skyerne bevæge sig langsomt mod nye horisonter, og jeg kan øjne universets afkroge, under stenen jeg står på. Jeg kan gribe skæbnen, og udspørge den om hvad det var den ville med mit liv. Og jeg kan lære at elske den igen. Således kan jeg igen vandre og skue min verden. Således kan jeg på ny modnes og favne min verden. Således er jeg igen klar til, kåd og overmodig, at jage de faldende blade i den tørre efterårsvind, til at springe fra skygge til skygge i skovkantens fortryllende verden. Og til igen at turde miste mit liv til indsigtens nådesløse sandheder.

Den bevidste længsel

Jeg har i et stykke tid gået og kredset om tanken: At poste min stil fra dansk eksamen på HF på min blog. Nu skal det være. Den er så vidt jeg husker, skrevet i foråret 2002 på min ibm x20, det tog lidt under de tilladte 4 timer, og jeg hørte café del mar vol. 3 mens jeg skrev. Stilen indbragte mig et 13-tal og står stadig som en enestående oplevelse – jeg var helt inde i oplevelsen mens jeg skrev, og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg er faktisk pisse stolt af den stil! Og her er den så, værsgo´:

Den bevidste længsel

Jeg har oplevet at sidde i en mindre båd på vandet. Oplevet hvordan bølgerne skvulpede blidt mod bundbrædderne og afgav en klukkende lyd, som syngende vuggede mig ind i en helt anden verden. Oplevet hvordan grænserne i min bevidsthed udvidede sig og nærmede sig uendeligheden. Oplevet hvordan tiden skrumpede ind, faldt i tempo, standsede og efterlod mig i et vakuum af evig fred og universel forståelse, gennemsyret af naturens kærlighed og omsorg. Jeg har oplevet hvordan vandet tegnede en cirkel omkring verdensaltet i min båd, hvordan horisonten blev grænselandet på den ø af hav, jeg i ét uendeligt nu befandt mig i. Resten af mit liv vil jeg længes efter at opleve det en gang til.

Også Marcus Aurelius kender længslen. Han beskriver menneskers længsel efter at ”trække sig tilbage” og giver et bud på hvordan det kan gøres uden at tage på landet eller til havet. Han siger at man skal ”træde indenfor i sin sjæls bo” og sammenligner det med ferie, med fornyelse af selvet. Marcus Aurelius var romersk kejser og levede 121-180. Jeg synes han havde nogle gode og fornuftige overvejelser, som de fleste, hvis ikke alle mennesker praktiserer i dag. Se nu f.eks. på de mennesker som lytter til musik fordi musikken er en vej ind til sjælen. Musikken er den nemme vej ind til sjælen, motorvejen til det sjælelige rum, hvor vi finder fred, hvile og fornyelse. Zooom: ”Og her til højre ser vi så afkørsel tre som fører os direkte ind i sindets fred, ti minutters pause. Husk at være tilbage til afgangstid.” Vi har så travlt at vi også må skynde os når vi skal slappe af. I sit embede var det måske ikke altid muligt for kejser Aurelius at tage væk. Så måtte han lyn-forny sig selv, og fandt en god og effektiv måde at gøre det på. Sådan som alle mennesker gør det i dag. Sådan som alle mennesker til alle tider har gjort det. Trække sig ind i sjælens rum, drømme om fred, længes. Der er ingen tvivl om at metoden er brugbar. Men den er for meget integreret i tid til at jeg tror den holder i længden. Skal sjælen fyldes må hverdagen brydes, tiden må udvides, forlænges, forlade sin linearitet. Kvinden på billedet ”Kvinde ved vinduet” af Caspar David Friedrich, 1822, længes også på den hurtige måde. Hun besøger sjælens bo i sin længsel, falder ud af tiden omkring hende. Synker ind i befrielsen, svæver væk fra dagens gøremål og livets bekymringer. Måske blot et sekund, men hun gør det. Jeg er sikker på de fleste mennesker gør det; ofte eller sjældent, mere eller mindre bevidst, for lidt og for halvhjertet, men vi gør det. Og hvorfor?

Mennesker trækker sig ind i sig selv, søger fred og fornyelse for at finde mening. Finde en følelse frem som skaber liv. Vi griber alle ud efter det evige, det sande, det vi tror bringer forløsning, inspiration. Vi længes fordi alt det vi tror på, findes i længslen. I længslen lever vi det liv vi ønsker os, det er i længslen at verden bliver uendelig og smuk. Kvinden ser ud på skibet udenfor vinduet og forestiller sig skibet på havet, hun ser det sejle roligt af sted mod nye horisonter og forestiller sig hvad der gemmer sig derude, bag horisonten. I hendes forestilling er alt muligt. Måske giver hun ikke sig selv lov til at længes, fordi det ville være at indrømme sin egen situation som uforløsende og kedelig. Men alligevel længes hun, et splitsekund måske, og i det øjeblik sprænges hendes verden, hendes rammer. Idet kvinden står ved vinduet og længes ind i sin forestilling om den smukke verden, bliver hun et frit menneske. I et sekund.

I romantikken lod nyplatonismens digtere længslen få frit spil. De var ikke bange for at indrømme det uforløsende i hverdagens liv. De søgte at forene længslernes verden med det ”jordiske liv” og fandt inspirationen når verdnerne smeltede sammen: ”I alt mig vinked min egen gestalt”. Yndlingsrimet var længsel – fængsel, som opstod lige så snart sammensmeltningen opløstes. Forløsning og inspiration blev ofte fundet i naturen, gerne ved solnedgang – romantikkens yndlingstidspunkt. Desværre var det svært at blive i inspirationen: ”Dog blev fra nu for tanke og trang | jorden et fængsel (…)”. Længslen og fængselet blev en nødvendighed fordi det var i øjeblikket hvor sammensmeltningen foregik, forløsningen fandt sted, og således må der være nat, før dagen opleves. Nyplatonismen måtte have den spaltede verden for at kunne forene den og i foreningen opnå den efterstræbte genfødsel og inspiration. Det lykkedes for disse digtere at finde forløsning og mening med tilværelsen, men det lykkedes dem ikke at fastholde den.

Med de to tekster fra Charles Baudelaire’s ”Dagbogsoptegnelser” vender vi tilbage til havet og en mere vedvarende lykke. Han ser som jeg havets uendelighed: ”Seks eller syv mil udgør for mennesket det uendeliges omkreds.” Han ser skibene spørge ”Hvornår skal vi stævne mod lykken?” – Og jeg ser en lykkelig mand, der er så tæt på sin længsel at han kan mærke den prikke i øjenkrogende. Jeg ser en mand som har fastholdt sin længsel og forløsningen i den. Synet af havet og horisonten, som omslutter hans univers, giver Charles Baudelaire perspektiv på tilværelsen. Han ser menneskets forgængelighed på dets ”kortvarige bopæl” og uendeligheden indtager hans bevidsthed. Han er måske lykkelig, men lykken indtræffer i forening med den evige længsel: ”Hvorfor er synet af havet så uendeligt, så evigt dragende?” Det er godt at længes, men det skal gøres bevidst.

Jeg har oplevet at sidde ved roret natten igennem, og i den grå morgenstund stryge over meterhøje bølgerygge. For fulde sejl har jeg oplevet den grå himmel og det grå vand stå i et. Jeg har oplevet Kattegat på nært hold, oplevet en gennemstrømmende glæde ved synet af bølgerne som leger tagfat på deres vej mod kysten. Jeg har oplevet at se to store regndråber falde tungt fra himlen, en på ringdækket og en på mine regnbukser i det årle morgenlys. Jeg har oplevet følelsen af at skulle sprænges i ekstatisk glæde over livet og verden omkring mig, i hypnotisk begejstring over at være ét med nuet; at forlænge tiden og sætte verden i stå. Jeg har oplevet at fælde en tåre, lade den glide ned ad kinden skjult af stænk fra de brudte bølger i den tidlige morgen efter hele nattens sejlads. Hele mit liv vil jeg føle lykken genopstå i længslen efter denne oplevelse. Min bevidste længsel giver mig livsglæde og mod på at opsøge hvad jeg længes efter.

Vi mennesker trænger til at længes bevidst noget mere. At se vores længsel i perspektiv; at fange den og betragte den fra alle tænkelige vinkler giver os mening med tilværelsen. Når vi erkender vores længsel erkender vi også vores vision, og vores vision er altafgørende for et givende og fyldt liv.

Om at snyde i køen

Summary in english further down.

Hvis du har travlt, kan du nøjes med at læse den fremhævede tekst.

Vi har et dejligt lille samfund. Danmark er generelt et godt sted at være, og vi opfører os rimeligt pænt overfor hinanden det meste af tiden. En stor bidragsyder til opretholdelsen af denne måde at omgås hinanden på, er vores regler. Både loven, men også de uskrevne regler, som for eksempel at man stiller sig i kø, når flere mennesker vil det samme på samme tid, hjælper os igennem livet i fred og fordragelighed med hinanden.

Og netop køen er et af de centrale omdrejningspunkter for denne fredelige omgang. Køen sikrer at alle føler sig fair behandlet og at ingen bliver overset. Når man stiller sig i en kø, er man sikker på, at den plads man har bliver respekteret og man kommer til i den rækkefølge, som man står i.

Undtagen i to tilfælde: ved bussen (som fortjener et studie i sociologi og adfærdsmønstre for sig selv) og når der åbner en ny kasse i supermarkedet. For når der åbner en kasse mere i supermarkedet, så er det tilsyneladende helt ok, at dem nede bagved, brutalt vælter ind foran alle de andre og snupper den første plads, i den “nye” kø ved den ny-åbnede kasse. Det er oven i købet almindeligt accepteret, at der også bliver skubbet lidt undervejs… ikke meget, men lidt.

Hvorfor?

Hvorfor er det ikke mest rimeligt, og på linje med “kø-kulturen” som det så smukt hedder, at de som stod forrest i den “gamle” kø, får mulighed for også at komme forrest i den “nye” kø? Faktisk burde der bare være én kø til alle kasser.

Sjovt nok er denne én-kø-kultur ganske udbredt i for eksempel England og Skotland – så det er jo ikke fordi det bare ikke er opfundet endnu, vi VIL åbenbart ha’ lov til at snyde i køen en gang imellem.

Og pointen? Hvad med at være et godt eksempel og lade dem foran dig i køen få mulighed for at vælge kasse, før dig (og samtidig gøre dig bred, så dem bagved ikke kan mase sig forbi uden at skubbe mere end det acceptable niveau)? Lidt ligesom du også altid børe gå helt tilbage i bussen, når den er ved at blive fyldt, og i øvrigt bede dine medpassagerer om det samme. Lidt ligesom du også burde cykle i højre side af cykelstien, så andre der gerne vil cykle hurtigere end dig, kan komme forbi. Lidt ligesom at du burde købe økologisk mad altid, og spise mere frugt, og holde op med at ryge, drikke cola og gå på mc’donalds. Lidt ligesom du burde få et arbejde tættere på, sælge bilen og ta’ cyklen.

Med det er måske derfor vi snyder i køen. Alt andet ville være at danne præcedens for noget, der er alt for uoverskueligt.

To my English readers:
I cannot translate this post, I’m sorry. It would be a lot of explanation into specific Danish cultural behavior, that I do not have the time, nor the skills to endeavor. It’s a pity, but You’ll never know what this post was about. Try to get a Dutch person to see if he can make any sense of it, if you know any such – that’s my best advice.

Et symbolsk farvel

p3290078.JPG
Min elskede Kadett

Summary in English further down.

Så blev det tid til periodisk syn. Et periodisk syn, der ikke var grund til at forsøge at komme igennem for min elskede lille kadett. En telefonopringning, en køretur på ca. 2 km fra min hoveddør, en underskrift og 1.200 kroner i hånden kontant, var alt der skulle til. Nu er jeg forhenværende bilejer.

Men sikken en masse tanker det udløste. Jeg købte kadetten sammen med Signe for næsten to år siden, så vi kunne flytte på landet sammen og prøve at bo i Hundested. Vi nåede at køre 26.000 kilometer i den. Først var det Signe der kørte til RUC i en periode, og siden var det mig der kørte til DTU og Rambøll Informatik i Virum. Den dejlige bil lærte mig hvad det vil sige at sidde i motervejskø hver morgen. Den lærte mig om et mobilt og fleksibelt liv, hvor afgangstiderne er variable, men altid præcist til den tid man har brug for.

Jeg fik Gorillaz’ album Deamon Days af min lillebror og hørte ikke andet, mens jeg kørte rundt i nordsjælland i efteråret. Skovene blev gule og røde, og den lavthængene efterårssol blændede mig. Kadetten kørte og kørte og kørte. Jeg satte også en antenne i radioen, så man kunne høre radio. Jeg lod den ganske vist ligge på passagersædet, og den knækkede af i små bidder, hver gang folk kom til at træde på den eller sætte sig på den. Til sidst var den to cm lang, og skulle holdes på eller hænge i solklappen for at modtage noget.

Den var med på Nakkefestival, hvor jeg lånte den ud til en smed, og pludseligt virkede låsen i fordøren og bagklappen igen. Jeg kørte engang til Hundested i snestorm, og kunne ikke køre mere end 40 km/t hele vejen. Vejen var usynlig, og det var spændende når der pludseligt dukkede et par modkørende forlygter op 50 meter fremme, om man mon holdt sin bane. Jeg kørte engang op bagi Eskild fra Frederikssund’s Skoda favorit ved krydset mellem Artilerivej og Amager boulevard. Eskild tilgav mig og mente ikke at der var kommet synderligt flere ridser i hans kofanger. Min motorhjelm blev sticky og mine forlygter måtte fikseres med gaffa.

Til sidst gik det ned af bakke for den lille bil. Der gik hul i udstødningen, og den begyndte at miste hestekræfter. Ind imellem havde den svært ved at accelerere, den hostede og harkede og var ved at gå ud, når man gav den gas, så man skulle gasse meget op før man gav slip på koblingen, for at få den startet. Det var især et problem i snevejr, op ad bakke og med sommerdæk, erfarede jeg. Så stod valget mellem at gå ud, eller holde stille med hvinene dæk. Folk kiggede efter os og rystede på deres hoveder, den dag.

Under rydningen af ungdomshuset blev den brugt som barrikade, og jeg havde en lidt spøjs oplevelse, af at blive beordret til at flytte den af en kampklædt betjent, selvom jeg flere gange oplyste ham, at jeg var fuld og ikke kunne køre bil. Altsammen fordi jeg tilfældigvis kom hjem, samtidig med at to mandskabsvogne var kørt ind i Stevnsgade og 10 betjente stod og bandede og svovlede og forsøgte at flytte de to biler der stod midt ude på vejen. Senere samme nat blev der stænket hvid maling ud over den, så Thea (Signes lillebrors kæreste) og jeg næste dag måtte bruge 20 minutter på at skrabe maling af forruden, før vi kunne komme til familiefest i vestsjælland.

Kadetten på Nakke
Kadetten på Nakkefestival

p3030037.JPG
Kadetten som barrikade på nørrebro

p1120093.JPG
En af de sidste køreture. Tore og jeg tager til møde for 3dbyggeri i kadetten.

Den sidste køretur, ned til skrothandleren, gik fuldstændigt upåklageligt. Bilen havde ikke kørt i lidt over en uge, og under normale omstændigheder ville det betyde at den havde problemer med at accelerere, til den havde kørt en halv times tid på motorvejen. Bremsen hang ganske vist, men det har den gjort hver gang den har stået i et par dage, det sidste halve år. Solen skinnede, og den lugtede voldsomt at benzin, da jeg startede den. Hullet i udstødningen sad lige under førersædet, og det spruttede og understregede det rustne look, malingstænkene på fronten og forlygterne der pegede i hver deres retning efter uheldet med Eskild. Hold kæft hvor jeg elskede den bil!

Jeg gav den ekstra meget gas ud af Jagtvej og kørte den helt ud i andet gear – drøøøn… Så var der pludseligt en politibil foran mig, og eftersom synet var overskredet med to dage, slappede jeg en anelse af, det kunne ligne dem at stoppe mig på vejen til skrothandleren. Ned at Tagensvej, og opad Rådmandsgade for fuld drøn, den kørte som en drøm. På Titangade kan man nå op på omkring 70 km/t i en gammel Opel Kadett 1,6 der har kørt 313.000 km, på det første stykke. Andet gear var mit yndlingsgear.

Nu er den død, ligesom mit liv sammen med Signe. Det er en æra i mit liv, der er blevet sat punktum for i de sidste par uger. Nu er jeg spændt på hvad fremtiden bringer.

Summary in English:
My car was required to a safety inspection by authorities this month. Old cars has to undergo such an inspection every two years. Since there was no chance that it would pass, I dicided to sell it for dissassembling. This action made me think about all the stories I can tell about my car and about the reason why I bought it, to be able to live in the countryside with Signe. The last two weeks has turned my whole life upside down, because Signe left me, and getting rid of my beloved old car, kind of underlines the whole thing, and marks the end of an era in my life. I now look forward to see what life will bring next.

Min Opel Kadett
Skrothandleren i baggrunden

Alt er såre vel

Jeg har succes. Jeg realiserer mine drømme, jeg tror på mig selv og stoler på, at verden vil mig det godt. For få uger siden, fortalte jeg min dejlige kæreste, med et stort og smørret grin, at jeg er lykkelig!
Alt er såre vel.
Mit hoved flyder med tanker. Hvordan virker IFC? Hvor skal jeg begynde, hvor skal jeg ende – hvordan strukturerer jeg mit arbejde? Jeg er træt og sover meget. Jeg mister appetitten og lysten til at stå op. Humøret svinger. Jeg skjuler mig bag titel, bag netværk, bag facaden af alt det jeg har gjort mig til. Hvad er det jeg vil, hvorfor forsvinder energien pludseligt? Er det lykken, der er så stor og overvældende at jeg mister kampgejsten? Er det Danmarks vintermørke og danskernes udtryksløse ansigter i gråvejret? Er det depression? Er det stress?
Jeg stoler på at verden vil mig det godt. Alt er såre vel.
Jeg er skrøbelig, jeg kan mærke følelserne bobler op. Jeg får lettere en klump i halsen. Når jeg får det sådan, bliver jeg tilbøjelig til at tage skyklapper på, og holde mig til alt det kendte, og det jeg tror, jeg ved. Jeg får sværere ved at forholde mig til mine omgivelser og lytte til verden omkring mig. Jeg vil ikke lade noget slippe ind, der kan slå revner i mit skjold af usikkerhed. Jeg lukker af og bliver i tvivl om alt. Jeg bliver skrøbelig. Det er en ond cirkel.
Alt er såre vel. Det er en naturlig reaktion på forandringer og på det, ikke at kunne se hvordan fremtiden former sig. Det er fordi det er vinter – alle folk skutter sig i kulden og mørket, alle folk er trætte og smiler mindre om vinteren. Det er helt naturligt, jeg har jo prøvet det før. Alt er såre vel.

Fint, lad os sige at jeg accepterer, at alt er såre vel. Er såre vel så godt nok til mig? Når man kunne sprudle af vilje, energi og gåpåmod. Når man kunne smile og sprede glæde og nærvær. Når man kunne inspirere verden til at opføre sig ordentligt og være et lykkeligt sted at være. Når man kunne være åben og lidt naiv – naiv nok til at tro, at verden vil os det godt.

Alt er såre vel. Hvad skal jeg gøre, for at det bliver bedre?

De nådesløse: historien om arrangørgruppens sande ansigt

Jeg faldt lige over denne artikel, som jeg i tidernes morgen skrev for nakkeposten:

Søndag d 8. december 2002 blev det 4. planlægningsmøde for nakkefestival ’03 afholdt i en skummelt udseende lejlighed på Nørrebro i København. Og selvfølgelig var Nakkepostens mest betroede medarbejder med. Han havde i den forbindelse klistret sit svedige legeme ind i skult aflytningsudstyr, for at sikre sig sandheden om nakkearrangørenes arbejde. Vores modige medarbejders tapre indlemmelse på mødet var således af aller tophemmeligste karatér, og vi vil ikke i denne artikel afsløre hans identitet. Her er beretningen om hvad Jeppe Liisberg oplevede hin søndag i hjertet af kongeriget Danmarks mest farlige og uforudsigelige kredse:

Jeg sneg mig uset ind igennem den lidet anonyme isenkræmmerbutik i en ikke nærmere beskrevet bygning på nørrebrogade, for at deltage i det berygtede “nakkemøde”. Mit hjerte hamrede hårdt og i pludselige stød mod indersiden af min brystkasse. Det skulle senere vise sig at blive fatalt for det følsomme aflytningsapparatur, som jeg nok så nydeligt havde ofret hele min brystbehåring for at kunne bære. I månedsvis havde jeg arbejdet i døgndrift for at komme tæt på den famøse arrangørgruppe, og det var lykkedes mig at infiltrere det komplicerede netværk, uden at nogen havde fattet mistanke om min egentlige hensigt. På vej op ad trappen i nr 216, stoppede jeg op et kort øjeblik, og sikrede mig at udstyret sad ordentligt fast. Hvis jeg blev opdaget, ville det efter al sansynlighed blive mit endeligt. Fragmenterede strofer fra gamle voldsfilm begyndte at flimre for mit indre øre: “kinesisk vandtortur … sydfynsk fåreavlertortur … slag-med-penis-fra-en-hest-tortur” osv. Jeg ville blive tortureret efter de mest grusomme metoder og efterfølgende blive brugt som et såkaldt “kreativt indslag” på næste års Nakke.

Jeg slog tankerne ud af hovedet, og prøvede at koncentrere mig. Da jeg endelig kom op ad trappen, bankede jeg signalet på døren og gik uden videre ind af selvsamme. Indenfor var mødet allerede startet. Inderkredsen i “Nakkegruppen” startede altid fem minutter før tid, for at få afklaret eventuelle skyldsspørgsmål på forhånd, så der ikke skulle diskuteres for meget. Disse pre-møde seancer blev udført under sloganet “Ren Nakke”, og kun med det formål at få afsløret afhoppere, stikkere, spioner og hemmelige agenter. Jeg kunne kun håbe på at jeg ikke var på Ren Nakke. Jeg satte mig ved bordet og lod mit blik feje opmærksomt, i en naturlig bevægelse, hen over mødedeltagerne. De var her allesammen, som altid punktlige og velforberedte. Jonastikov, viben, Mukkul, Kaslumspurt, Bjoarn, Ars, futte, brixen og Watson for bare at nævne et par af dem. Allesammen går de under kodenavne, og ingen kender de andres rigtige identiteter. Men det er klart at den grusomhed disse navne udstråler, ikke kommer af ingenting! Jeg selv går under navnet Sambal.

Mens mit blik gled hen over forsamlingen, lagde jeg mærke til hvordan de alle sad, afmålte, mistænksomme og opmærksomme på alt hvad der foregik. Nogle enkelte sad og mumlede en slags kode; en to tre korte sætninger eller ord, som jeg vidste kunne indholde ligeså mange informationer som en to-tre sider tætskrevet maskinskrift. Disse mennesker var uhyggeligt præcise, effektive og iskolde. Mit hjerte bankede hurtigere end før og en dråbe sved sprang fra min pande. Det var nu det skete, det var øjeblikket, som jeg havde ventet på i al den tid jeg havde arbejdet med nakkegruppen. Det var mit livs højdepunkt, det sidste skridt inden posten som chefredaktør blev cementeret.

Godtnok var den lap papir jeg havde modtaget kort forinden, som indeholdt informationer om mødets emner, krypteret med en kode, jeg ikke var blevet indført i. Men jeg havde alligevel mine anelser, det her var stort! Papirlappen bestod nemlig af tre ord og en koderække af bogstaver, som jeg var sikker på måtte være af største følsomhed. Det midterste af de tre ord var et “i” og de to som omgav det var ens: “hesten”. Koderækken begyndte med et stort “B” og indeholdt derefter fem a’er og til sidst et h. Jeg havde gransket koden længe, men havde ikke været i stand til at knække den, selv efter alle kendte metoder. Disse folk var ikke bare gode, de var også proffessionelle!