Inspirationen til at skrive har ikke eller kun sporadisk været tilstede i mit liv, siden jeg startede på DTU tilbage i 2003. I dag sad jeg og kiggede nogle af de gamle tekster igennem, og fik lyst til at poste en af dem – man kan vel godt sige at denne tekst stadig har en vis relevans i forhold til mit liv. Gentager historien sig?
13. november 2003 – Jeppe Liisberg:
Jeg sidder og arbejder i det blege lys fra computerskærmen i mit arbejdsværelse. Som en oase i den mørke lejlighed, falder lyset ud på bordet omkring mig. Jeg kan se mine tynde, blege fingre, der løber hen over tasterne. Musens optik lyser rødt på bordpladen ved siden af mig. Jeg sidder alene, i en plet at åndløst lys i min mørke lejlighed, og kigger tomt ind i skærmen, mens verden lister sig forbi, forklædt som belyste fosforpletter på bagsiden af et stykke glas.
Mit liv løber ud over egnen, over enge og over marker, gennem skove og krat og langs de stenede strande i udkanten af mit univers. Det løber og løber. Løber stærkt og kraftfuldt ud af min kontrol, ud af mit blik, af mine sansers magt. Mit liv løber hen af sporende som fører alle steder hen, løber stærkt og kraftfuldt, løber fra instinkt og følelser og efterlader mig uden evnen til at finde mig selv og mine omgivelser igen. Mit liv løber, og det har taget intellektet med sig, stukket af mod det uendelige, med alt hvad jeg ejer af fornuft og finesse. Efterladt sidder jeg tilbage på sletten. Græsset dukker sig i flokke i en evig leg med vinden. Under den kolde efterårshimmel, kaster lette skyer svage skygger over landskabet. Solen skinner blegt og varmeløst på mit ansigt, som om også den har forladt mig. Ja, der sidder jeg, forladt og forrådt af mit liv, som gav mig alt, og tog alt fra mig. I en kælen leg med skæbnen søgte det adspredelse og underholdning. Nu sidder jeg alene tilbage, afklædt til skindet, og uden evnen til at finde vej, blot fordi mit liv har glemt mig.
Men det er ikke forbi endnu. Der er mere mellem himmel og jord end blot mit usle, selviske egenrådige liv. Jeg kan finde et andet. Jeg kan rejse mig af støvet og true med knyttet næve, i den retning mit gamle liv forsvandt. Jeg kan skue sletten foran mig og engen bag mig. Jeg kan se brændingens hvide skum og skimte havets bølger i det fjerne. Jeg kan se skyerne bevæge sig langsomt mod nye horisonter, og jeg kan øjne universets afkroge, under stenen jeg står på. Jeg kan gribe skæbnen, og udspørge den om hvad det var den ville med mit liv. Og jeg kan lære at elske den igen. Således kan jeg igen vandre og skue min verden. Således kan jeg på ny modnes og favne min verden. Således er jeg igen klar til, kåd og overmodig, at jage de faldende blade i den tørre efterårsvind, til at springe fra skygge til skygge i skovkantens fortryllende verden. Og til igen at turde miste mit liv til indsigtens nådesløse sandheder.
Newest comments