Jeg har i et stykke tid gået og kredset om tanken: At poste min stil fra dansk eksamen på HF på min blog. Nu skal det være. Den er så vidt jeg husker, skrevet i foråret 2002 på min ibm x20, det tog lidt under de tilladte 4 timer, og jeg hørte café del mar vol. 3 mens jeg skrev. Stilen indbragte mig et 13-tal og står stadig som en enestående oplevelse – jeg var helt inde i oplevelsen mens jeg skrev, og jeg mener stadig hvert et ord. Jeg er faktisk pisse stolt af den stil! Og her er den så, værsgo´:
Den bevidste længsel
Jeg har oplevet at sidde i en mindre båd på vandet. Oplevet hvordan bølgerne skvulpede blidt mod bundbrædderne og afgav en klukkende lyd, som syngende vuggede mig ind i en helt anden verden. Oplevet hvordan grænserne i min bevidsthed udvidede sig og nærmede sig uendeligheden. Oplevet hvordan tiden skrumpede ind, faldt i tempo, standsede og efterlod mig i et vakuum af evig fred og universel forståelse, gennemsyret af naturens kærlighed og omsorg. Jeg har oplevet hvordan vandet tegnede en cirkel omkring verdensaltet i min båd, hvordan horisonten blev grænselandet på den ø af hav, jeg i ét uendeligt nu befandt mig i. Resten af mit liv vil jeg længes efter at opleve det en gang til.
Også Marcus Aurelius kender længslen. Han beskriver menneskers længsel efter at ”trække sig tilbage” og giver et bud på hvordan det kan gøres uden at tage på landet eller til havet. Han siger at man skal ”træde indenfor i sin sjæls bo” og sammenligner det med ferie, med fornyelse af selvet. Marcus Aurelius var romersk kejser og levede 121-180. Jeg synes han havde nogle gode og fornuftige overvejelser, som de fleste, hvis ikke alle mennesker praktiserer i dag. Se nu f.eks. på de mennesker som lytter til musik fordi musikken er en vej ind til sjælen. Musikken er den nemme vej ind til sjælen, motorvejen til det sjælelige rum, hvor vi finder fred, hvile og fornyelse. Zooom: ”Og her til højre ser vi så afkørsel tre som fører os direkte ind i sindets fred, ti minutters pause. Husk at være tilbage til afgangstid.” Vi har så travlt at vi også må skynde os når vi skal slappe af. I sit embede var det måske ikke altid muligt for kejser Aurelius at tage væk. Så måtte han lyn-forny sig selv, og fandt en god og effektiv måde at gøre det på. Sådan som alle mennesker gør det i dag. Sådan som alle mennesker til alle tider har gjort det. Trække sig ind i sjælens rum, drømme om fred, længes. Der er ingen tvivl om at metoden er brugbar. Men den er for meget integreret i tid til at jeg tror den holder i længden. Skal sjælen fyldes må hverdagen brydes, tiden må udvides, forlænges, forlade sin linearitet. Kvinden på billedet ”Kvinde ved vinduet” af Caspar David Friedrich, 1822, længes også på den hurtige måde. Hun besøger sjælens bo i sin længsel, falder ud af tiden omkring hende. Synker ind i befrielsen, svæver væk fra dagens gøremål og livets bekymringer. Måske blot et sekund, men hun gør det. Jeg er sikker på de fleste mennesker gør det; ofte eller sjældent, mere eller mindre bevidst, for lidt og for halvhjertet, men vi gør det. Og hvorfor?
Mennesker trækker sig ind i sig selv, søger fred og fornyelse for at finde mening. Finde en følelse frem som skaber liv. Vi griber alle ud efter det evige, det sande, det vi tror bringer forløsning, inspiration. Vi længes fordi alt det vi tror på, findes i længslen. I længslen lever vi det liv vi ønsker os, det er i længslen at verden bliver uendelig og smuk. Kvinden ser ud på skibet udenfor vinduet og forestiller sig skibet på havet, hun ser det sejle roligt af sted mod nye horisonter og forestiller sig hvad der gemmer sig derude, bag horisonten. I hendes forestilling er alt muligt. Måske giver hun ikke sig selv lov til at længes, fordi det ville være at indrømme sin egen situation som uforløsende og kedelig. Men alligevel længes hun, et splitsekund måske, og i det øjeblik sprænges hendes verden, hendes rammer. Idet kvinden står ved vinduet og længes ind i sin forestilling om den smukke verden, bliver hun et frit menneske. I et sekund.
I romantikken lod nyplatonismens digtere længslen få frit spil. De var ikke bange for at indrømme det uforløsende i hverdagens liv. De søgte at forene længslernes verden med det ”jordiske liv” og fandt inspirationen når verdnerne smeltede sammen: ”I alt mig vinked min egen gestalt”. Yndlingsrimet var længsel – fængsel, som opstod lige så snart sammensmeltningen opløstes. Forløsning og inspiration blev ofte fundet i naturen, gerne ved solnedgang – romantikkens yndlingstidspunkt. Desværre var det svært at blive i inspirationen: ”Dog blev fra nu for tanke og trang | jorden et fængsel (…)”. Længslen og fængselet blev en nødvendighed fordi det var i øjeblikket hvor sammensmeltningen foregik, forløsningen fandt sted, og således må der være nat, før dagen opleves. Nyplatonismen måtte have den spaltede verden for at kunne forene den og i foreningen opnå den efterstræbte genfødsel og inspiration. Det lykkedes for disse digtere at finde forløsning og mening med tilværelsen, men det lykkedes dem ikke at fastholde den.
Med de to tekster fra Charles Baudelaire’s ”Dagbogsoptegnelser” vender vi tilbage til havet og en mere vedvarende lykke. Han ser som jeg havets uendelighed: ”Seks eller syv mil udgør for mennesket det uendeliges omkreds.” Han ser skibene spørge ”Hvornår skal vi stævne mod lykken?” – Og jeg ser en lykkelig mand, der er så tæt på sin længsel at han kan mærke den prikke i øjenkrogende. Jeg ser en mand som har fastholdt sin længsel og forløsningen i den. Synet af havet og horisonten, som omslutter hans univers, giver Charles Baudelaire perspektiv på tilværelsen. Han ser menneskets forgængelighed på dets ”kortvarige bopæl” og uendeligheden indtager hans bevidsthed. Han er måske lykkelig, men lykken indtræffer i forening med den evige længsel: ”Hvorfor er synet af havet så uendeligt, så evigt dragende?” Det er godt at længes, men det skal gøres bevidst.
Jeg har oplevet at sidde ved roret natten igennem, og i den grå morgenstund stryge over meterhøje bølgerygge. For fulde sejl har jeg oplevet den grå himmel og det grå vand stå i et. Jeg har oplevet Kattegat på nært hold, oplevet en gennemstrømmende glæde ved synet af bølgerne som leger tagfat på deres vej mod kysten. Jeg har oplevet at se to store regndråber falde tungt fra himlen, en på ringdækket og en på mine regnbukser i det årle morgenlys. Jeg har oplevet følelsen af at skulle sprænges i ekstatisk glæde over livet og verden omkring mig, i hypnotisk begejstring over at være ét med nuet; at forlænge tiden og sætte verden i stå. Jeg har oplevet at fælde en tåre, lade den glide ned ad kinden skjult af stænk fra de brudte bølger i den tidlige morgen efter hele nattens sejlads. Hele mit liv vil jeg føle lykken genopstå i længslen efter denne oplevelse. Min bevidste længsel giver mig livsglæde og mod på at opsøge hvad jeg længes efter.
Vi mennesker trænger til at længes bevidst noget mere. At se vores længsel i perspektiv; at fange den og betragte den fra alle tænkelige vinkler giver os mening med tilværelsen. Når vi erkender vores længsel erkender vi også vores vision, og vores vision er altafgørende for et givende og fyldt liv.
Newest comments